Hvis man skrev dansk, som man skriver japansk

Det japanske skriftsystem har ry for at være det mest komplekse i verden. En moderne japansk tekst indeholder altid tegn fra tre forskellige tegnsæt, der har hver deres rolle at spille. I dette indlæg leger jeg lidt med at vise, hvordan det ville se ud, hvis man skrev dansk efter de samme principper, som bruges i det japanske skriftsystem. For det er egentlig ikke raketvidenskab, det er bare en anden tilgang. 

Logogrammer (emojier) som udgangspunkt

Det japanske skriftsystem er baseret på kanji ("kinabogstaver"). Det er tegn, der nedstammer fra tegninger af konkrete fysiske ting, og som først og fremmest har en betydning. Det svarer til emojier. 🐶 er et billede af en hund, så derfor vil man normalt læse det "hund". Men hvordan skriver man "vov" med emojier? Jo, hvad med 🐶💬? 

... og det er cirka sådan, japansk (og kinesisk) fungerer: 

大 stor

人 menneske

大人 voksen

Tegnenes udtale er fleksibel, fordi man groft sagt bruger dem til at skrive forskellige ord, der har beslægtede betydninger. Den slags tegn hedder logogrammer. Når udgangspunktet er ét tegn pr. betydning frem for ét tegn pr. sproglyd, ender man hurtigt med mange tegn. For at læse en japansk avis skal man kunne læse ca. 2000 forskellige tegn.

Men emojier er ikke nok

De kinesiske skrifttegn, som japanerne lånte, var smarte til at skrive indkøbslister med, men japansk grammatik er mere kompliceret end kinesisk. På kinesisk smider man bare ordet "i går" ind i en sætning, og så står den i datid. Sådan cirka. Jeg kan ikke kinesisk. Men på japansk skal man i hvert fald, ligesom på dansk, også bøje udsagnsordet. Så japanerne havde brug for noget, der kunne skrive forskelligt lydende endelser bagved hovedbetydningen. Og andre småord mellem de betydningsbærende ord.

I princippet havde de brug for at kunne gøre det her: 

✍ =  skrift

✍ e = skrive

✍ ev = skrev

De kunne have lånt det romerske alfabet, men der var lidt langt til Europa, og Kina havde ikke et rent lydbaseret skriftsystem på hylderne. Japanerne startede med at bruge nogle bestemte kanji med en bestemt udtale. Japanerne gjorde dog noget, der er relativt udbredt i verden generelt, men ikke så kendt i vesten: De lavede et alfabet baseret på stavelser frem for enkelte sproglyde. Så de brugte en kanji per stavelse. Det giver også god mening, for på kinesisk findes der ikke nogen tegn, der i deres udtale kun indeholder en konsonant, så konceptet med at skrive hver sproglyd for sig var ikke rigtig på menuen. 

Så nu er vi der, hvor japanerne eksempelvis helt generelt bruger tegnet 🐶 for at skrive lyden "hund", ikke kun når man taler om dyret hund. Der er ikke lige nogle danske bøjningsendelser med lyden "hund" i, men det vil måske kunne være brugbart, hvis man skal skrive ned til svagt læsende, hvordan man udtaler tallet "100", og sådan bruges de japanske stavelsestegn også: Til at fortælle eksempelvis børn, hvordan man udtaler kanji. 

Sættet med et antal kanji, som man brugte uafhængigt af deres betydning til at skrive lyde med, kaldtes man'yōgana.

Men der er jo ikke grund til at tegne en hund, hver gang man bare har brug for lyden hund. Så derfor simplificerede man de sæt af kanji, som man var begyndt at bruge uafhængigt af deres betydning, og skabte dermed nogle tegn, der kunne håndtere at skrive lyde frem for betydninger. 

Eller... japanerne lavede faktisk to tegnsæt. Ét til mænd (katakana) og et til kvinder (hilagana¹). Så man kunne skrive dagbog om sine affærer, uden at konen læste med. Medmindre hun lige pludselig gjorde. (True story.)

I virkeligheden endte man op med to alfabeter, fordi nogle kvinder fandt på hilagana¹, mens nogle buddhistiske munke et helt andet sted fandt på katakana, og de mere traditionelle fortsat holdt fast i man'yōgana. Men de to/tre alfabeter blev i hvert fald i praksis i en periode brugt af hver sit køn.

I dag bruges hilagana¹ til alt det japanske (kvinderne vandt over munkene), mens katakana bruges til at skrive udenlandske låneord skrevet med japanske stavelser. 

Fordi tegnsættet ret ofte skifter i starten af et ord, er der på japansk ikke brug for mellemrum. Prøv selv at se, om du kan se rent visuelt, hvor nye ord starter i denne sætning: 

日本は美しい国だ。

Så hvis nu man skrev dansk på samme måde...

Hvis historiens gang havde flasket sig lidt anderledes, så kunne man sagtens forestille sig, at dansk var endt med et lignende skriftsystem, hvor de væsentlige betydningselementer skrives med logogrammer, og hvor man så skriver bøjningsendelser med et lydbaseret skriftsystem:

🐶e=🍬e. Hund-e er sød-e.

Jeg👄er🍬. Jeg spis-er slik.

Jeg👄te🍬. Jeg spis-te slik.

Bemærk, at der i dette fiktive danske skriftsystem bruges det samme tegn for ordene "sød" og "slik". Hvordan man udtaler det, kan man som dansker sagtens regne ud ud fra konteksten og bøjningsendelsen (der er ikke noget, der hedder slik-e, men der er noget, der hedder sød-e; og "hunde er søde" giver mere mening end "hunde er slik"). Sådan er det også på japansk.

Når jeg ikke har fundet på et logogram til "jeg", er det for at illustrere, at der heller ikke på japansk altid er en kanji for et givet ord, så man godt kan komme ud for, at rigtige betydningsbærende ord står med hilagana¹.

Vi mangler lige et eksempel på katakana, der bruges til fremmedord, som omskrives til japansk udtale. På dansk kunne det svare til, at man i ovenstående skriftsystem skriver danske ord og endelser med små bogstaver, mens man skrev udenlandske låneords fordanskede udtale med versaler (eller måske med kyrillisk, græsk eller sådan noget, fordi katakana er et andet tegnsæt og ikke bare en anden skrifttype, men lad det nu gå). Og at man selvfølgelig ligesom på japansk ikke bruger mellemrum. 

Så kunne man få sætninger som:

min🐶har👄tminTJIISBØRGER. Min hund har spist min cheeseburger.

min🐶=1GRANDANWA. Min hund er en grand danois.

Det med at stave fremmedord med et særligt alfabet kan virke overflødigt, og det er det til dels også. Ganske vist ville lange ord i hilagana¹ gøre japansk tekst svær at læse, fordi de løbende skift mellem tegnsæt træder i stedet for mellemrum, når man skal navigere en japansk tekst. Men man ville nok ikke have haft den regel, hvis ikke man havde haft et helt tegnsæt til overs af helt andre grunde, men det havde man jo! 

Så nu har I svaret på, hvordan det ville se ud, hvis man ✍ ev 🇩🇰sk, som man ✍er 🇯🇵sk.

Men hvordan husker man alle de tegn? 

Dette indlæg handlede om at introducere, hvordan et skriftsystem som det japanske fungerer i princippet. I praksis kan det være svært at forstå, hvordan man kan huske alle de tegn, når de jo heller ikke rent faktisk er emojier. 

Det kan man blandt andet, fordi tegnene ikke alle sammen er trukket op af en hat. Der er en vis systematik i dem, hvor elementer genbruges. Eksempelvis har mange tegn, der har noget med solen, dagen eller tid at gøre, tegnet for "sol" indbygget, ligesom resten af tegnet også er genbrug af et andet allerede kendt tegn: 

日 = sol, dag, Japan

明（日 dag+月 måne) = lys, daggry

時 (日 dag + 寺 tempel) = tid

Men når det er sagt, er der stadig rigtig meget udenadslære i at lære japansk. Ikke mindst af de mange, mange måder, man kan læse den samme kanji på, fordi man jo skriver forskellige ord med beslægtet betydning med det samme tegn. Herunder er den del af ordets udtale, som kanjitegnet 生  (liv) står for, markeret med understregning.

生きる ikilu¹ = leve

生む umu = føde (et barn/en unge)

生える haelu¹ = gro (planter, hår)

生ビール namabiilu¹ = fadøl

生い立ち oitachi = opvækst

生徒 seito = elev

生涯 shōgai = (hele) livet

Og derfor er det nok også det ærlige svar: Terp løs, og hav det sjovt undervejs med de mangle kringlede små detaljer, man opdager（＾ω＾）

~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~

¹ I blogindlægget følger jeg min hjemmestrikkede regel om at stave den japanske R/L-lyd som L, da et dansk L er tættere på den japanske lyd end et dansk R, og denne stavemåde hjælper danskere med at undgå mange udtalefejl. Hvis du skal slå ordet op andre steder, så erstat L med R. Læs mere her.