Udtaleleksikon

N er den eneste konsonant, der kan stå alene uden en vokal efter. Den udtales forskelligt alt efter, hvad der kommer efter. 

Før konsonanter, bortset fra S, SH, H, F, W og Y
N tilpasser ofte artikulationsstedet til den efterfølgende konsonant.

・Som N før konsonanter, der udtales med tungespidsen: N, T, CH, og D, fx i hannō, hantai, sencha, Sendai.

・Dette gælder også før Z/J, hvis de udtales /dz/ /dʑ/ - fordi den næste lyd så jo er et D. Efter N udtales Z/J oftest på denne måde.

・Som M før P, B og M, fx i kanpai, senbei, tanma /kampai sembeː tamma/

・Som NG i "lang" før K og G, fx i kankaku, sengaku /kaŋkakɯ, seŋgakɯ/

Mellem vokaler og før S, SH, H, F, W og Y
Her holder N op med at være en konsonant og vil bare få vokalen inden N til at blive nasaliseret (som i fransk "bon"). Dette gælder også før Z, hvis dette udtales /z/.

Når man bruger alfabet, bruger man apostrof til at skelne mellem stavelserne なにぬねの (na, ni, nu, ne og no) og ん med en efterfølgende vokal: んあ = n'a. På den måde kan man se forskel på ord som zeni (penge) og zen'i (gode intentioner).

Udtalen er forskellig: zeni /zeni/ vs. zen'i /zẽi/ 

Lydskriften forklaret: zeni udtales som "ze, ni", mens zen'i udtales som stavelsen "zen", der udtales ca. som man ville gøre på fransk - med nasalt e - og så et "i" bagefter.

(Hvis man skal være helt præcis, så kommer der faktisk en ekstra vokal ind, fordi N er en egen stavelse - og det er komplekst, hvordan præcis den lyder. Man kan finde en mere præcis gennemgang her, men det kræver godt kendskab til lydskrift.)

Eksempler af skiftende udtale i samme ord
Udtalen af N kommer udelukkende an på, hvilken lyd der kommer direkte efter, uanset ordgrænser. Derfor vil ordet kaban (taske) blive udtalt: 
・Med N i kaban no /kabanno/ "taskens"
・Med M i kaban mo /kabammo/ "også tasken"
・Med NG-lyd i kaban ga /kabaŋga/ "taske (som grundled)"
・Med nasaliseret a i kaban o /kabão/ "taske (som genstandsled)"

Man kan også have flere forskellige udtalemåder af N i samme ord: hanshinhangi ("ikke helt overbevist") har 2x nasal vokal og 1x NG-lyd, fordi det er 1x før SH, 1x før H og 1x før G. 

N sidst i en ytring 
Dette er kun relevant for ord, der slutter med N, og som er det sidste ord i en ytring.

I almindelig tale er det normale sidst i en ytring, at N udtales som nasalisering af den forudgående vokal. I sange og når man skal råbe et lokale op eller i øvrigt skal tale tydeligt og pænt, er det meget normalt, at et N sidst i en ytring udtales som M. 

Z er et stemt S, det vil sige at du skal lyde som en bi: bzzz. Dansk har ikke stemt S. 

Lyt til lyden her på Wikipedia (det er en generel lydfil om lyden, ikke en japaner).

Det er lyden i engelsk zone, S i standardtysk Sonne (sol) eller S i fransk raison (grund). 

Et rigtigt Z skal have klang af din stemme og ikke kun af en lufthvirvel. Prøv at nynne en melodi kun på et Z. Hvis du overhovedet kan det, er det stemt og den rigtige lyd.

Mange tror, de har styr på lyden fra engelsk, men i virkeligheden siger meget få danskere forskel på sit og zit /sɪt zɪt/eller eyes og ice /aɪz aɪs/.

På japansk er det afgørende, at man kan sige forskel på ordpar som sasen/zazen (degradering/siddende buddhistisk meditation) eller asa/aza (morgen/modermærke).

Det er en udbredt misforståelse i Danmark, at et Z eller et "stemt S" er et "spidst s", som når homofobiske klaphatte skal "snakke bøsset". Den lyd, som de fleste danskere godt kan sige, er desværre stadig et ustemt S, og vil blive opfattet som et S af en japaner. 

Japansk Z udtales desuden også ofte /dz/. Det er en kontekst- og regionsafhængig ting og gør ingen forskel betydningsmæssigt. For begyndere anbefales, at man er opmærksom på det, når man skal forstå japansk, men ikke prøver at bruge den udtale selv, fordi man formentlig vil komme til at sige "ts" i stedet (se opslaget om den lyd).

Dette afsnit handler om hvordan man siger selve vokallydene. Se også "korte og lange vokaler" og "stumme vokaler" om andre udtaleregler om vokaler.

Japansk har kun 5 vokaler: a, i, u, e, o. Vokalerne udtales altid på præcis samme måde.

De fire nemme (A, I, E, O) 
... udtales som i disse danske ord (husk dog aldrig at lave stød):

Kort A: Altid som i "pap", aldrig som i "kat". 
Langt A (AA): Altid som i "larme", aldrig som i "have". 

Kort I: Altid som i "pip", aldrig som i "spille". 
Langt I (II): Som i "vise".

Kort E: Altid som i "seng", aldrig som i "ret" eller "er".
Langt E (EE, EI): Cirka som i "sene". 

Kort o: Altid som i "total". 
Langt o (OO, OU, Ō): Den ligger et sted mellem "love" og "ose". I "ose" bliver den danske vokal lidt for lukket, og i "love" er den lidt for åben. Jeg ville starte med "love"-vokalen.  

Det japanske U
Lyden findes ikke på dansk og er meget anderledes end det danske U; især det lange U på dansk (i "suse" osv.) er ret langt fra. Det danske lange U er ved at smelte sammen med det lange O og blive udtalt sådan i mange ord, fx i "rude", der udtales ligesom"rode" , så man skal passe lidt på. 

Den bedste danske vokal at tage udgangspunkt i er　den korte u-lyd i sund, lund. Den skal man så også bruge en lang udgave af til lange japanske U'er, og man er stadig et stykke fra.

Det korte japanske U minder meget om det svenske U i Öresund og lidt om den skotske udtale af soon. Det minder også lidt om det tyrkiske ı (i uden prik), polsk y m.fl.

Det lange U minder meget om det rigssvenske U i hus, men læberne er ikke rundet så kraftigt. (Skånsk er ikke godt at tage udgangspunkt i.)

Japansk U udtales med ikke-rundede læber. Se denne Wikipedia-artikel om lyden.

Japansk har korte og lange vokaler. Når en vokal er lang, er det altid angivet ved, at der er to af vokalen, eller at der er streg over: A/AA, I/II, U/Ū, E/EE, O/Ō.  

EI udtales også som EE, men staves stadig EI. Både OO og OU udtales normalt som langt Ō og staves som Ō i Hepburn (men hvis man ser OU andre steder, så vil det ofte skulle udtales Ō).

Korte og lange vokaler er betydningsadskillende på japansk:  

hato/haato - due (fugl) / hjertesymbol
i/ii - mavesæk/god
su/suu - eddike/suge
e/ee - billede/ja
o/ō - hale/konge

Enkeltvokaler er altid korte på japansk. På dansk er en vokal ofte lang, når der kun står en enkel konsonant bagefter, fx i hale. Men på japansk vil fx et a kun være langt, hvis det er angivet ved, at der enten er to af vokalen, eller at der er en streg over. 

Særligt om langt Ō og langt Ū
Normalt er sekvensen OU et langt Ō, og UU er et langt Ū. Men nogle gange udtales O+U eller U+U dog to adskilte vokaler. Så bruger man ikke bogstaverne Ū og Ō, men skriver UU og OU. Der kan være betydningsforskel mellem langt Ō og OU:

sō /soː/ sådan vs. sou /soɯ/ (følge)

Vokalerne i og u er stumme, når de står mellem to ustemte konsonanter (K, S, SH, T, TS, CH, H, F, P) eller efter en ustemt konsonant og sidst i en ytring, dvs. i slutningen af en sætning eller før en (bevidst) pause.

Det betyder omvendt også, at i og u næsten altid udtales efter G, Z, J, N, B, M, L og i stavelsen yu.

Det er derfor, at desu og masu udtales /des/ og /mas/: De står næsten altid sidst i en ytring. For disse er det dog så indgroet, at u'et ofte også er stumt, selv om der kommer en stemt konsonant efter.

Når i er stumt, forsvinder det ikke altid helt. Efter K og P erstattes det af konsonanten /ç/, som er lyden i det tyske ich: kiku (lytte) udtales /kçkɯ/, pikapika (funklende, spritny) udtales /pçkapçka/. 

Når H kommer før i, bliver h'et allerede til /ç/ i sig selv, så hito udtales /çto/ - man får ikke et langt/dobbelt /ç/. Se mere om lyden /ç/ under "Hi, hya, hyu, hyo: den hemmelige ekstra konsonant".

Efter SH og CH forsvinder i'et bare, hvis der kommer en ustemt konsonant efter. Vokalen i forekommer ikke efter S, T og TS.

Japansk ts er både et T og et S, så husk at udtale begge. 

Lyden svarer til tysk Z i Ziel (mål) og polsk C i car (tsar). Dansk har ikke lyden på samme måde. Den findes på en måde i ordet pizza på dansk, men det kan snyde, fordi ordet pizza består af to stavelser på dansk: pit + sa. Det, der er svært for danskere på japansk, er at starte en stavelse med et tydeligt "ts" som en samlet lyd.

Den gængse danske udtale af "tsunami" er /suˈna̰ːmi/ eller /suˈnæ̰ːmi/ (med langt a og måske den forkerte a-lyd oven i købet - se "vokalernes udtale" og "mere om korte og lange vokaler"), men du skal sige /tsɯnami/.

Det bliver kompliceret af, at dansk T allerede har en svag medlyd af S, som bare ikke er tydelig nok til, at det bliver til et japansk TS. Så man er der allerede næsten, når man bare siger "tunami" med et dansk t - og skal lige gøre noget ekstra alligevel.

Med fonetiske termer er den japanske TS-lyd dental og laminal (med tungebladet presset op tæt på tænderne), hvilket giver en stærk S-klang, mens den danske T-lyd med sin medlyd af S er alveolær, hvor S-delen er apikal (dvs. at T'et artikuleres længere tilbage, mens S-lyden kun laves med tungespidsen), hvilket giver en svagere S-klang. Kilde for dette afsnit er denne Wikipedia-artikel med de kilder, den bruger.

I stavelserne hi, hya, hyu og hyo bliver H til den samme som i tysk ich, som skrives /ç/. Læs mere om lyden på Wikipedia her og lyt til filen. 

I hya, hyu og hyo er der kun én konsonant, nemlig /ç/, så de udtales /ça çɯ ço/.

Stavelsen hi udtales /çi/. Når i'et i denne stavelse bliver stumt før en ustemt konsonant (se "stumme vokaler", får man en konsonantklynge, fx i hito /çto/ (menneske).

For danskere anbefaler jeg, at man tænker konsonanten i らりるれろ・りゃりゅりょ som et L. Derfor staver jeg det også sådan på hjemmesiden: La, li, lu, le, lo, lya, lyu, lyo.

Det har jeg skrevet et blogindlæg om, som jeg vil henvise til. 

En dobbeltkonsonant på japansk betyder, at konsonanten udtales langt, ligesom fx på svensk i ord som "skratta" (grine), finsk "loppu" (ende) eller italiensk "ragazzo" (fyr). 

Det er betydningsadskillende: Masao er et mandenavn, massao betyder ligbleg. Det er konsonantens længde, der adskiller ordene; alle vokalerne er korte i de to ord.

På dansk findes fænomenet kun marginalt, fx i forskellen mellem bunde og bundne eller i ord som "chefforhandler"[1] (man kan prøve at sige forskel på det og "schæferhandler"). 

Efter min sprogfornemmelse er det ikke helt det samme, og alle danskere siger det ikke nødvendigvis ligesom en japansk lang konsonant, så man må øve sig.

[1] Kilde: Ruben Schachtenhaufen (2022), "Ny Dansk Fonetik", Books on Demand, side 89.

Danskere får et særligt problem, når et U bliver stumt før et Y. Det sker i teorien sjældent, fordi U kun bliver stumt mellem ustemte konsonanter, og Y er stemt. I praksis er U dog næsten altid stumt i enkelte hyppigt brugte ord som desu (er), også før Y. 

Et japansk Y udtales som et dansk J. Når S og J møder hinanden på dansk, bliver de til én lyd, fx i "Sjælland", men også på tværs af ordgrænser, fx i "det sy(ne)s jeg": /teˈsynɕa/.

På japansk skal man dog udtale S /s/ og Y /j/ for sig, fordi det giver betydningsforskel at gøre som på dansk: 

kaelimasu yo. /-masjo/ - Nu tager jeg altså hjem.
kaelimasho. /-maɕo/ - Lad os tage hjem.

Dansk, engelsk og tysk har alle tryk (betoning), hvor nogle bestemte stavelser i ord og sætninger udtales mere kraftigt end andre, og det kan også give betydningsforskelle på disse sprog. 

Til sammenligning er japansk jævnt betonet, dvs. at der som udgangspunkt ikke er nogen ord eller stavelser, der udtales mærkbart kraftigere end andre - i hvert fald ikke sammenlignet med dansk. Alle stavelser udtales lige tydeligt i udgangspunktet. Det er en vigtig del af japansk udtale, som man skal lære.

I stedet for tryk har japansk et fænomen, der hedder pitch accent og kan oversættes til tonehøjdeaccent. Det betyder, at hver stavelse enten har høj eller lav tonehøjde - der er kun to tonehøjder. Det kan man med fordel lære, men det kræver en del, og er ikke strengt nødvendigt for at blive forstået.

Sådan fungerer tonehøjdeaccent (kort forklaret)
Japanske ord har hver især et fast tonalt mønster, og ellers enslydende ord kan betyde forskellige ting alt efter tonegang. Desuden er det også en kendt feature af et ord, hvilken tonehøjde efterfølgende partikler m.m. (grammatiske småord) får. 

Se dette eksempel, hvor store bogstaver betyder høj tone: 

haSHI-o tsuKULIMAsu - Jeg bygger en bro.
haSHI-O tsuKULIMAsu - Jeg bygger en kant.
HAshi-o tsuKULIMAsu - Jeg bygger spisepinde.

Bemærk, at forskellen på at bygge en bro og at bygge en kant altså er, hvorvidt tonehøjden forbliver høj på den grammatiske partikel o eller går ned inden denne.

Skal man lære det, og hvordan?
Der er mange forskellige og relativt systematiske regler for tonehøjdeaccent, herunder for, hvordan udsagnsords tonehøjdeaccent ændrer sig, når man bøjer dem, hvordan navneords oprindelige accent kan skifte, når man sammensætter ord, og så videre. Der er også et par gode tommelfingerregler, som fx at verbernes -masu-former og adjektiver, der ender på -shii, altid har høj accent i midten, dvs. fx tsuKULIMAsu og taNOSHIi.

Der findes kilder på internettet med de systematiske regler, hvis man gerne vil dykke ned i det, og meget specifikke værktøjer som fx denne guide til verbers tonehøjdeaccent. Der er også eksempelvis NHK's accentordbog, som angiver tonehøjdeaccenten i Tokyo-dialekten for hvert ord til brug for NHK's nyhedsværter (de skal tale Tokyo-japansk). 

Men tonehøjdeaccenten er nemmere at lære ved at høre en masse japansk og få en naturlig fornemmelse for, hvordan ordene skal lyde i forskellige sammenhænge. Jeg har ikke selv gjort meget ud af at lære teoretiske principper for det, men japanere siger, jeg har en meget pæn tonegang, som jeg jo må have fået ved at få en fornemmelse af, hvad der lyder rigtigt og forkert, gennem erfaring.

Tonehøjdeaccenten varierer meget mellem regioner i Japan, hvilket er medvirkende til, at en anderledes tonehøjdeaccent ikke nødvendigvis gør, at man ikke bliver forstået. Det er desuden også, fordi det jo er meget mere sandsynligt, at nogen bygger en bro, end at de "bygger en kant" (hvad betyder det overhovedet?). 

Hvis bare man udtaler alle stavelserne lige tydeligt og ikke mumler nogen af dem, som man gør på dansk, så er man langt allerede. 

Der er en håndfuld uregelmæssigheder i japansk udtale, som man ikke kan regne ud, selv om man kan de generelle udtaleregler. 

Partiklerne wa, e og o staves med tegnene ha, he og wo
Partiklen wa (tema) staves med hilagana-tegnet は, der i andre sammenhænge udtales ha. Partiklen e (retning) staves med hilagana-tegnet へ, der i andre sammenhænge udtales he. Partiklen o (genstandsled) staves med hilagana-tegnet を, der egentlig hedder wo, men som altid udtales o og kun bruges til at skrive denne partikel med.  

Man vil kunne se disse partikler stavet ha, he og wo andre steder, hvor man så selv skal huske den rigtige udtale. 

Udsagnsordet iu (sige) udtales yū
Med hilagana staves ordet いうiu, men udtalen svarer altså til, hvordan man ville udtale ゆう yū. I bøjningerne いった、いって、いおう m.v. udtales i'et dog som et almindeligt i igen: itta, itte, iō. Man kan dog komme ud for, at nogle japanere udtaler formerne いった、いって (itta, itte) som ゆった、ゆって (yutta, yutte). I skønlitteratur vil man også kunne se det afspejlet i stavemåden, hvis en karakter udtaler ordene sådan.